Kulturmøde gennem Kunst 2017

Kulturmøde gennem Kunst

 

Medarbejdere fra integrationsområdet så udstillingen "Kulturmøde gennem Kunst" august 2016, hvor de unge fra projektet også udstillede. De opfordrede Isefjordskunstnerne til at ansøge om §18 midler, så projektet kunne fortsætte. Det blev drøftet på et medlemsmøde, om medlemmerne også syntes, at det var en god idé at ansøge. Det syntes de, og der blev derfor ansøgt om midler til at kunne fortsætte projektet i 2017. Ansøgningen blev imødekommet, og Isefjordskunstnerne fik bevilliget 16.200 til at kunne fortsætte projektet i 2017.

 

Det første hold er netop begyndt. Der er et par deltagere, der også deltog i efteråret 2016. Som noget nyt er der en del piger på holdet. Den mere ligelig kønsfordeling giver en rigtig god stemning på holdet. Første mødegang var den 6. april. Som I kan se, arbejdede de unge meget koncentreret og engageret, og de "gamle" var med til at inspirere og hjælpe nogle af de nye. De fleste af de unge kommer fra Syrien. Der er dog også en enkelt deltager fra Congo og en fra Afghanistan.

 

De unge udstråler livsglæde og gåpåmod på trods af, at de alle har nogle frygtelige oplevelser med sig i rygsækken. Det er som sædvanlig en stor fornøjelse at være sammen med de unge, der er meget høflige og hjertevarme. Kulturmøde gennem Kunst er et fristed for dem.

 

De tidligere kurser har været afholdt i Paletten på Kulturkasernen. Der er imidlertid kommet ny lovgivning for de unge, så de kan ikke længere deltage om tirsdagen, hvor Isefjordskunstnerne har Paletten. Isefjordskunstnerne har dog været så heldige, at lederen af Kulturkasernen har givet os lov til at anvende andre lokaler på Kulturkasernen (hovedsagelig Caféen), hvilket vi er meget taknemmelige for. Det er dejligt at blive mødt med den velvilje, som projektet overalt bliver mødt med.

 

Nedenfor finder du billeder fra forløbet.

 

Hvis du vil læse mere om Kulturmøde gennem Kunst, kan du læse lidt mere her.

 

Copyright © All Rights Reserved